”Havens spisekammer er vejen til lækre grøntsager”, lyder det fra HOF, Himmerlands Oplysningsforbund, som tilbyder alle interesserede at lære at få meget mere ud af køkkenhaven derhjemme.
Sprøde ærter, struttende salathoveder og små superlækre, søde gulerødder direkte fra haven er nogle af gevinsterne ved ikke at være bange for ”lidt jord under neglene”.
50% har en have
– Selvforsyning er dog ikke det, de fleste haveejere tænker på, når plæneklipperen bliver hentet frem til forårsklargøringen selv om halvdelen af Rebild Kommunes beboere har en have, som kan blive det nye spisekammer uden de helt store anstrengelser, fastslår Kersten Bonnen og Tina Falden, kursusplanlæggere i HOF.
Men det er en hyggelig beskæftigelse, hvor børn også kan være med, og så er det jo spændende at prøvesmage nyhøstede grøntsager.
- konomien er heller ikke et dårligt argument: En familie kan nemt spare over 1.000 kr. om måneden i vækstsæsonen ved at dyrke egne grøntsager og frugt, så fordelene er mange, lyder det videre fra HOF.
Kræver planlægning
Der skal dog planlægning til, og det handler bl.a. om, hvordan haven skal anlægges og hvor meget man kan spise. Et kæmpebjerg af salat og squash er rart for naboer og venner, som ikke selv gider lave havearbejde, men mindre optimalt for selvforsyningen.
Så er der spørgsmål som placeringen: Skal græsplænen graves op eller kan man bruge de populære kasser til højbede i stedet? Og hvilke grøntsager der skal sås..?
Børnene kan meget bedre lære at holde af sunde grøntsager i stedet for pommes frites, når de selv er med til at plukke ærterne eller gulerødderne og måske endda prøvespise undervejs.
Mød eksperterne
Disse og mange flere ting tager Himmerlands Oplysningsforbund (HOF) op på kurset ”Den selvforsynende have”, som starter i denne uge i Aarestrup.
Her guider erfarne eksperter kursisterne gennem de problemer, de kommende selvforsynere kan støde ind i: Lilli Christoffersen er uddannet haveambassadør gennem Praktisk Økologi og har mange år på bagen som havedyrker. En anden underviser er Ole Kristensen, gartner og landmand, som derudover dyrker et gammelt håndværk, hestepløjning. Ole kan bl.a. opleves både på Boldrup Museum og til Himmerlandsbyens besøgsdag i marts (Aarestrup), hvor hestene får lov til at pløje et stykke jord til kursisternes fremtidige grøntsager.