Musikseminar for folkemusikanter i St. Bededagsferien
I St. Bededagsferien indtages Skørping Skole af Himmerlands Folkemusikskole. Folkemusikskolen afholder folkemusikseminar fra 30. april – 3. maj. Her vil folkemusikanter og folkedansere mødes til en aktiv, forlænget weekend med masser af undervisning, sammenspil, sang og dans. Under seminaret vil der være flere fællesarrangementer og et åbent hus, hvor gæster med interesse for folkemusik kan komme og lytte til musikken – samt få en snak med seminariedeltagerne. Deltagelse i hele seminaret kræver tilmelding, hvorimod de enkelte aften arrangementer og åbent hus er for interesserede, der har lyst til at kigge forbi og lytte til musik af folk for folk. Himmerlands Folkemusikskole tilbyder undervisning i violin, fløjte, harmonika, percussion og instrumentundervisning for børn. Skolen har mulighed for at oprette øvrige hold med kort varsel, hvis nogen ønsker at modtage undervisning i at spille et andet instrument end de nævnte. Derudover har skolen familiehold med familiemusik og familiedans, samt sammenspil i forskellige genre og korte temakurser. Himmerlands Folkemusikskole står desuden bag Musikbutikken i Butikken i Gl. Skørping. Her bydes der indenfor til musikalsk eftermiddag hver søndag. Lige nu holder Musikbutikken dog sommerpause, men er tilbage den 27. september.

