Nyt strategiprojekt skal bringe Mariagerfjord Kommune på forkant

Annonce

Gennem styrkelse af kommunens fire hovedbyer Arden, Hadsund, Hobro og Mariager, håber Mariagerfjord Kommune at stoppe skævvridningen i kommunen, samt styrke kommunens øvrige byer og landdistrikter. Det sker som et led i kampagnen ”Yderområder på forkant”, hvor Mariagerfjord Kommune er blandt 18 udkantskommuner, som nu skal på forkant.

Arbejdet med i første omgang at styrke de fire hovedbyer kommer til at foregå i tæt dialog med de lokale. Første del af arbejdsprocessen bliver at afdække de gode historier, de lokale ressourcer og den enkelte bys særkende. Dette skal ske gennem workshops og interviews med lokale borgere, foreninger og erhvervslivet. Resultaterne herfra skal derefter udformes til konkrete handlingsforslag og konkrete tiltag. Rådgivningsvirksomheden Bascon og etnolog Gitte Mikkelsen er strategiske rådgivere på projektet i Mariagerfjord Kommune, og deltager også i den indledende fase med workshops, interviews m.m. De er valgt som samarbejdspartnere, da de er eksperter i at inddrage lokale aktører og udnytte de lokale ressourcer og lokalområdets kvaliteter.

18 kommuner vil på forkant

18 kommuner er udvalgt til at lave langsigtede kommunale strategiplaner, der kan bringe yderområderne på forkant. Det sker som led i kampagnen ”Yderområder på forkant”, der sætter fokus på yderområdernes udfordringer, omstilling og potentialer. Mariagerfjord Kommune er blandt disse 18 kommuner, som hver har fået tildelt op til 500.000 kr. fra kampagnen til de indledende strategiprojekter. Som beskrevet ovenfor, ønsker Mariagerfjord Kommune en strategi til styrkelse af kommunens fire hovedbyer.

Yderområder på forkant

Kampagnen Yderområder på forkant er et partnerskab mellem staten, KL og Realdania. Frem til 15. januar 2015 kunne alle kommuner, der er omfattet af LAG, søge om at deltage i kampagnen. De enkelte projekter støttes med 50% fra kampagnebudgettet, mens kommunerne selv skal medfinansiere – primært gennem arbejdstid fra kommunens medarbejdere. Yderområder på forkant skal bidrage til et realistisk syn på yderområderne og sætte fokus på en positiv omstilling. Kampagnen har tidligere været omtalt i Vores Avis.

Foto: Mariagerfjord Kommune.