”Kom og få en ”pølsesnak” med politikerne”. Sådan lyder invitationen fra Rebild Byråd forud for en nærdemokratisk rundtur i kommunen fra 14. til 23. april. Politikerne vil især gerne høre holdninger og idéer til den fysiske udvikling af kommunen, altså fx cykelstier, veje, skovplantninger, boligudstykninger, parker, legepladser, lokal energipolitik og lignende.
Vores Avis fortalte for et par uger siden om byrådets nylige vedtagelse af Rebild Kommunes Plan- og klimastrategi 2015, efter grundigt forarbejde siden oktober sidste år, da byrådet var samlet til et heldags-seminar, hvorefter en styregruppe har arbejdet på sagen lige siden, med den omtalte Plan- og klimastrategi som resultat.
Plan- og klimatrategi 2015 skal senere munde ud i en ny kommuneplan, som er mere bindende for byrådet, og derfor er det NU, det gælder om at sige til, hvis der er ting, som skal ændres, eller nye idéer til forbedringer.
Torsdag aften i denne uge kan alle iøvrigt live-chatte med styregruppen via facebook.