Sigurd Barrett kommer til Øster Hornum for at optræde i kirken
Der er lagt op til en oplevelse ud over det helt sædvanlige, når Sigurd Barrett og Eskild Dohn gæster Øster Hornum Kirke til oktober med koncerten ”Salmer for store og små”.
Ovenpå de store succeser med ”Sigurd fortæller bibelhistorier” og “Sigurd fortæller om Luther”, som bragte Sigurd Barrett rundt i over 100 kirker i landet, er det nu ”Salmer for store og små” der står for tur.
Sigurd Barrett og Eskild Dohn har gendigtet 16 salmer og vækker både Grundtvig, Brorson, Ingemann og Kingo til live i denne nye kirkekoncert, som er for hele familien. I ord og toner føres børn og voksne gennem salmerne i et sprog, som alle kan forstå.
Der bliver sangtekster, så alle kan synge med, og gennem teater, sang og fortælling puster Sigurd Barrett nyt liv i 16 af de skønneste salmer, som børn og voksne dermed kan tage med sig og bruge både hjemme og i kirken.
Koncerten arrangeres i et samarbejde mellem Sønderup-Suldrup, Veggerby og Øster Hornum Sogne, og til koncerten samler korlederne i sognene deres børnekor til et samlet fælleskor, som skal synge sammen med Sigurd. Det bliver uden tvivl en helt forrygende oplevelse for både børn og voksne.
Koncerten er gratis, men billetter skal bestilles for at sikre sig en plads.