Socialdemokratiet i Himmerland genvalgte MF’er

Annonce

Socialdemokratiet i Himmerlandkredsen holdt forleden sit årlige repræsentantskabsmøde – i 3F Midtfjords lokaler i Aars, hvor en lang række aktuelle temaer kom under behandling.

Kredsformand André Ellegaard Jensen lagde i beretningen  en særlig vægt på det kommende valg til regionsrådet: – Det er meget vigtigt at et område som Himmerland er bredt repræsenteret i Regionsrådet – for at fastholde en fair, lige, fælles og tryg sundhed for alle os Himmerlændinge, fastslog han.

Der blev i beretningen også plads til en kommentar til den nye trekløverregering: – Løkke og Co. holder rigtig meget af ”lofter” – helst så lave som muligt. Det giver sig selv, at jo lavere lofterne er, des mindre plads er der til at mangfoldighed, tolerance, fællesskab og solidaritet kan udfolde sig uden begrænsninger. Så jo hurtigere de lofter kommer væk – jo bedre, lød det fra kredsformand André Ellegaard Jensen.

– Desuden står et folketingsvalg og en ny, – socialdemokratisk – , regering meget højt på kredsens ønskeseddel, sluttede han.

Regionsråds-kandidater

Repræsentantskabet skulle også tage stilling til indstilling af kredsens kandidater til regionsrådet.

Der blev indstillet følgende tre kandidater: Mogens Ove Madsen, Aars, Medzait Ljatifi, Støvring og Vagn Flink, Rørbæk.

Flemming Møller Mortensen, som til november kan fejre 10-års jubilæum som folketingsmedlem, blev genvalgt som kredsens folketingskandidat.

Mange emner til debat

Til slut var der politisk debat, hvor emnerne var:

Folketinget, pensionsalder, samarbejdet med DF, grænsekontrol, sikkerhedspolitik og grænsekontrol.

Regionen: Det nye super-sygehus versus de ”små” sygehuse, medicinpriser, patienter, der søger ud af regionen, lægedækning og responstider.

 

FOTO: Flemming Møller Mortensen, genvalgt som kredsens folketingskandidat i sit 10 års-jubilæumsår.